HK Handel: EUD-udspillet finansieres af fuppenge

Cliff Præstegaard, formand i HK Handel Østjylland, mener ikke, at det af regeringen afsatte beløb er det reelle.
FOTO: Cecilie Frederiksen

Den 13. september i år fremlagde regeringen erhvervsuddannelsesudspillet. I fremlæggelsen lagde de vægt på, at der skal tilføres to milliarder kroner til erhvervsskolerne. Pengene skal blandt andet bruges på, at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse frem for en gymnasialuddannelse.
Af: Cecilie Frederiksen d. 28. september 2018

Med udspillet ”Fra folkeskole til praktik” kommer regeringen med deres bud på, hvordan man i Danmark kan sikre øget tilgang og bedre uddannelse til eleverne på landets erhvervsskoler. Ifølge udspillet vil der blive tilført cirka to milliarder kroner til området, der skal bruges på forskellige tiltag. Blandt andet skal man tvinge folkeskoleeleverne til at tænke praktisk, og dermed tillægge en erhvervsuddannelsesmæssig fremtid større betydning i elevernes tankegang tidligt. Desuden skal 1,4 milliarder kroner gå direkte til erhvervsskolerne, der selv skal afgøre, hvordan de bedst muligt optimerer og tilpasser deres skoleforløb, så det passer til fremtiden.

Finansieringen

”På grund af omprioriteringsbidraget tager man 2% fra alle uddannelsesinstitutioner, og så nytter det jo ikke noget, at man tilfører 1% et andet sted. Det er jo stadig en besparelse. Så hvis man kigger på den samlede pakke, så bliver der stort set ikke tilført nogen penge på uddannelsesområdet,” siger Cliff Præstegaard, der er formand for HK Handel Østjylland og medlem af HK’s hovedbestyrelse.

Grafik: sammenhængen mellem antallet der er tilgået en detailhandelsuddannelse og antallet, der fuldførte detailhandelsuddannelser over årene 2012-2017

Hos HK Handel mener man, at handelsbranchen som helhed er overset i erhvervsuddannelsesudspillet, og at der hovedsagligt er lagt fokus på håndværksfagene.
Handelserhvervsuddannelserne er ifølge HK Handel, et af de områder, der beskæftiger flest, og derfor føler de sig særligt overset. Flere praktikpladser har for dem stor betydning:

”Skolepraktikken, inden for handel, er ikke så god, som den er inden for håndværksfagene. Som murerlærling kan man for eksempel bygge et hus ved en kunde, men man kan reelt også gøre det i skolepraktikken. Det er derimod svært at lave en rigtig butik på skolen, der er stor forskel. Det bedste vil derfor være, at alle handelselever kan få en praktikplads,” siger Cliff Præstegaard.

Ifølge Danmarks statistik var der i 2017 2812 elever der fuldførte en detailhandelsuddannelse. I 2012 var det tal oppe på 3414. Det er et fald på 17,63 procent. Regeringen ønsker, at 30% af alle unge i 2030 skal vælge en erhvervsuddannelse.

 

Hør Cliff Præstegaards mening om regeringens 2 milliarder kroner til erhvervsuddannelserne:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *